Ring til mig på 27 14 45 03

mandag - fredag fra kl. 09 - 16

logo

Der skal ske noget nyt

Der skal ske noget nyt

Mit hoved er fyldt med tanker og ideer, men udfordres af at holde fokus og opretholde troen på mig selv som blogger og selvstændig. Mange før mig har sikkert siddet her med præcis de samme tanker ”hvorfor skulle nogen have lyst at læse hvad jeg skriver?” ”har jeg overhovedet noget at byde på?” ”de andre er bare bedre til sådan noget her – det her kan jeg jo ikke finde ud af”. Det er alt sammen overbevisninger som jeg har fortalt mig selv i årevis.

Men det skal være slut. For jeg har noget jeg vil dele. Jeg kan mærke forandringens vinde blæse. Til tider er det en frygtelig storm og på andre tidspunkter er det en let og kærlig forårsbrise der kysser mig blidt på kinden.

Jeg er draget af at gå på opdagelse i mig selv og mine relationer. Jeg vil tage 100 % ansvar for min egen bagage og forstå, hvordan den påvirker hele min tilværelse. Bloggen her er et indblik i alt det der rør sig i og omkring mig.

Men hvem er jeg egentlig…

Det spørger faktisk mig selv om nogen gange. Vi kan starte med den åbenlyse og lette, nemlig min identitet gjort op i alder, job og familieforhold. Jeg er 28 år, jordemoder siden 2012, gift med Rasmus og sammen har vi Valdemar. Vi har akkurat haft 1 års bryllupsdag og har kendt hinanden i 5,5 år. På de 5,5 år er vi gået fra at være nyforelskede studerende i København til gifte boligejere i Kongens Lyngby med en 3,5 årig søn. Hvor blev tiden dog af…?

I dag er jeg selvstændig, men for bare et halvt år siden var jeg ansat på et af Hovedstadens store hospitaler som jordemoder. Siden jeg blev mor til Valdemar har jobbet som jordemoder været præget af utilstrækkelighedsfølelse, frustration og forvirring. At blive mor til Valdemar, har ikke været en dans på roser og derfor kompromitterede og påvirkede det i den grad min arbejdsglæde.

Som årene gik (tænk jeg forstår faktisk stadig ikke at vi tæller år. Det er som om tidsfornemmelsen helt er forsvundet siden den varme julidag i 2013), kom jeg længere og længere væk fra mig selv og til sidst havde jeg faktisk svært ved at svare på, hvad der gjorde mig glad. Først 2 sygemeldinger, en (kronisk) tarmdiagnose og millimeter fra at miste mit ægteskab senere, indså jeg, at jeg blev nød til at stoppe op og grundigt tænke mig om. Hvad var det der var vigtigst? Der måtte være en vej, hvor både jeg selv, mit barn og min mand kunne trives og glædes.

Jeg sagde sgu op. Jeg ville ikke være med længere. Nu skulle der være tid og ro til mig!!

Som jeg sidenhen har lært som en selvfølgelighed, havde universet allerede blottet denne nye vej til mig, det øjeblik jeg besluttede mig fuldt og fast for, at jeg ikke længere ville være hovedrollen i denne altopslidende tilværelse, hvor jeg næsten kun var en skygge af mig selv.

Ved en af min allersidste (hjemme)fødsler som hospitalsansat jordemoder, møder jeg Ellie. Et møde som senere skulle vise sig at blive starten på en ny begyndelse.

Tak fordi du læste med. Jeg ønsker dig en vidunderlig dag!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are makred *